Hans Jørgen Bonnichsens grundlovstale

”NÅR RÅBENE BLIVER HØJE”

Grundlovstale: Minoriteternes Grundlovsmøde,       

                        Christiania 5. juni 2014                                                              

-----------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Omgivelserne burde have hørt de høje råb. De havde gentaget sig gennem mange år, og det var skæbnesvangre råb.   Selv om man hørte dårligt, så var det ingen undskyldning, for ”råb” kan til tider være synlige, meget synlige endda: Et blåt øje, en hudafskrabning, et forstenet, fortvivlet udryk i øjnene taler sit eget sprog!

Det hele startede smukt med en stormende forelskelse. En forelskelse der ændrede sig og med årene.  De kærlige og søde ord blev til eder og forbandelser.  Afmagt førte til onde og skingrende ydmygelser, og kærtegnene blev til klø og kvælertag.

Det endte med at en taxachauffør så en mand vakle ud og falde om på gaden på hjørnet af Torvegade og Prinsessegade ikke så langt herfra.  Offeret blev erklæret for død ved ankomsten til Bispebjerg Hospital. Dødsårsagen var en række knivsstik i ryggen.

Det var den nemmeste sag, jeg nogensinde har været med til at opklare. Vi kunne følge blodsporene til en lejlighed i gaden. Vi bankede på døren. Den blev åbnet af en dybt fortvivlet, nedbøjet kvinde.  Et nyt offer, for det var tydeligt at se, at hun havde været udsat for vold. Der var mærker på halsen og punktformede blødninger i øjnene. Det sidste er tegn på yderste livsfare.

Jeg hørte nu en historie, som jeg desværre har hørt alt for ofte i mit lange politiliv. En hjerteskærende beretning om et liv i trange kår, hvor håbløshed og afmagt fik overtaget, og blev kompenseret med druk vold og nedværdigelse, der kulminerede med det sidste skænderi, hvor manden i stærkt beruset tilstand forsøgte at kvæle hende, men hvor det lykkedes kvinden at få fat i en kniv, som hun desperat stak i ryggen på ham for at forsvare sit liv. 

De høje ”råb” var der ingen, der havde lyttet til, før de nu fik liv gennem en fatal og tragisk handling.

 

Sådan var det også i Tornerosebyen, den sydfynske idyl, Faaborg. Ekstrabladet kaldte det ” Danmarks historiens mest bestialske drab” og med rette. Vi på Rejseholdet havde aldrig været ude for noget lignende.  Et lig var fundet i byens fjord.  Ligsynet viste et offer hvis kønsorganer, lemmet og pungen med indhold, var skåret af med et næsten kirurgisk snit. Sådan kom det til at stå i obduktionsrapporten.

Efter et anonymt tips blev mistanken rettet imod ham. Han var set gå hjemmefra ved midnatstid, den nat drabet fandt sted. Næste dag var det tydeligt, at han havde skåret sig i den ene hånd. Hans bukser var sølet til i mudder og blodpletter, og et håndklæde var fundet vædet i blod.

Han tilstod og fortalte mig, at han havde været på vej ud for at lave et indbrud, da han tilfældigt mødte offeret. De var kommet op og slås. Han kunne ikke huske, hvad der præcist var sket, før han stod i gangen derhjemme og opdagede, at han havde blod på hænderne og skoene. Han blev bange for at han havde slået personen ihjel og gik derefter tilbage til stedet hvor han havde efterladt ham. Offeret lå livløs på jorden og han smed derefter liget ud i vandet. Afskæringen af kønsdelene kunne han ikke forklare. Fortielse og fornægtelse, også i forhold til en selv, kan være mere nådig end den skinbarlige sandhed.

I den efterfølgende tid gentog han sin tilståelse vel omkring 16 gange. Men efterhånden stod det mere og mere klart, at jo mere han åbnede munden, jo mere fandt vi ud, at det var noget helt galt med tilståelsen. Enten løj han om drabet, eller havde han gjort noget, der måske var mere uforståeligt. Tilstået er bestialsk drab, som han ikke have gjort.  Efter sigtedes beskrivelse foretog vi en rekonstruktion af forbrydelsen. Det stod nu klart, at det sidste kunne være tilfældet. Han tryglede om at vi ville tro på ham, og fastholdt stædigt, at det var ham, der var drabsmanden, for dog senere at forklare, at han havde fyldt os med løgn. Og det var ikke ham, der havde begået forbrydelsen.  Han havde ret. En tysk massemorder, en såkaldt ”serial killer”, med 6 drab på samvittigheden, tilstod senere overfor mig, at det var ham, der havde efterladt sit visitkort i Faaborg,  og han blev dømt herfor.

Det er dybt tragisk sager jeg har fremdraget, som eksempler på, hvor galt det kan gå, når råbene bliver høje, og ikke høres.  Sager hvor såvel ofre som gerningsmænd, hver for sig havde haft dybe problematiske tilværelser, som ingen havde reageret på.  De er arketyper i kriminalsager, og det forunderlige ved det, er at de ligner hinanden.

Alle søgte de opmærksomhed. Alle havde de brug for gensvar og kærlighed. Men ingen hørte, ønskede eller magtede at lytte til dem, selv om det var skrig, menneskesjæles inderste bøn om opmærksomhed og hjælp! Behovet for at blive anerkendt og elsket kender ingen grænser. Følelsen af at ikke høre til, at ikke være noget værd, at være ringeagtet, er ikke alene et universelt motiv bag mange kriminelle handlinger, men også en stærk og stigmatiserende følelse blandt mange minoriteter.

Faktum er at gerningsmændene i mine historie, godt nok var set, men som noget man helst ville undgå, at komme i nærheden af. De havde aldrig oplevet at blive elsket, og de var aldrig blevet hørt. Når noget sådant sker, så forsøger man at vække andres følelser, og så kan ordene blive til handlinger, der gør, at de blive afskyet og foragtet.  Hellere det end intet!

Ofrene i mine historier var personer, der havde svært ved at finde sig selv i det uhyre komplekse og moderne liv.  Den eneste måde de kunne klare tilværelse på, var at trække et kemisk rullegardin ned mellem sig og virkeligheden.

 Og den sidste, personen med den falske tilståelse, udtrykte jo også et skrig om en opmærksomhed, som han aldrig i livet havde fået.

Det er så banalt, som det overhovedet kan være. Og det er næsten til at græde over, at vi, eller samfundet, der burde kunne høre råbene og levere den næring, der er så vigtigt for os alle, ikke har tid til det, ikke ønsker det,  ikke magter det eller negligerer det.  For i mange tilfælde kræver det så lidt af os.  

De her nævnte ”råb” er kun glimt fra mine 41 år i dansk politi. Historiske glimt vil nogen sige, og med rette spørge: Hvad har de så med grundloven og dagen i dag at gøre?

Grundloven er i vidt omfang skrevet med blikket fæstet i bakspejlet, på historien.  Det var fortidens fejltagelser, man ville forhindre i fremtiden. f.eks. at regeringer ikke kunne misbruge deres magt, sådan som man havde set det under Enevælden, men også at de frihedsrettigheder, de garantier om respekt for vore fundamentale menneskerettigheder, der blev sat ind i grundloven, skulle tjene til at sikre, en bedre tilværelse for os alle.

En af de helt afgørende søjler, til at sikre dette var ytringsfriheden, der jo var en garanti for at mindretallet, minoriteterne også kunne komme til orde.

Desværre er der måske en tendens i tiden, der har medvirket til at ændre ytringsfriheden fra at være et redskab mod magten, til nu at være et redskab mod mindretallet. Et redskab til at forsøge at lukke munden på dem vi ikke kan lide.  

Derfor er mine eksempler og dagen i dag en god anledning til en påmindelse til os alle om at holde fast i ytringsfrihedens oprindelighed. En skrift på væggen om, at magten altid formuleres ikke alene gennem vore lukkede munde, men også døve ører.

Grundlovens dybeste intention er så sandelige, at lytte inden råbene blive for høje!

Men trods disse gode intentioner er råbene der stadigvæk, og spørgsmålet er om vi, og samfundet har fået, som tiden er gået, og det er trods alt 165 år, siden vor første grundlov blev givet, har ”hård hud” på trommehinderne, og blevet ”tunghøret”, og derfor ikke i stand til at lytte før det er for sent.

 ”Jeg ventede bare på at han skulle dræbe” sagde moderen til den 28 årige drabssigtede for dobbeltdrabet på forsorgshjemmet Saxenhøj, her for nylig.  Ingen havde lyttet til signalerne, og hun mente, at hendes psykiske syge søn var blevet svigtet. Der er mange andre håb om opmærksomhed og hjælp så mange, at det godt kan få mig til at hænge med ørerne, for nu at blive i sproget. 

Lad mig fremdrage nogle få eksempler, f.eks. er antallet af psykiske syge personer, der bliver dømt for en forbrydelse tredoblet på ti år. Næsten 4.000 dansker er dømt til behandling, fordi de var utilregnelige i gerningsøjeblikket. Ingen ved med sikkerhed, hvad årsagen til udviklingen er. 

Har vi som individ og samfund  alt for sent glemt at lytte, også til signalerne om, det som nu er en kendsgerning, at hver tiende af vore unge går ud af skolen til en livsvarig arbejdsløshed.  

Og sidst men ikke mindst eksisterer der jo stadig et ”dem og os”, der kan være medvirkende årsag  til vor tunghørhed. Vi klumper os sammen i ghettoer og isolerer os i ekkorum med lige sindede paranoide.

Når vi ikke længere mødes med ”dem”, de andre, det fremmede og det ”apartede”, så fører det til social blind- og døvhed. Vi ser og hører ikke hinanden. Vi forvitres og blive i stigende grad sociale kopier af os selv.  Bundlinjen er at vi alle bliver tabere når vi ikke blander os socialt

Jeg har holdt grundlovstaler en del gange, bl.a. i en af grundlovsfædrenes højborg, Grundtvigs Vartov, i midten af København, i præstegårdshaver på Fyn og ved Bovbjerg Fyr på vestkysten.  Men aldrig med et så dedikeret fokus, som her på Minoriteternes Grundlovsmøde. ( og tak for det) hvor det handler om de grupper, som grundloven netop forpligter os til at lytte ekstra til.

Arbejdsløse, Arabere, Bøsser, Christianitter, Ensomme, Flexjobbere, Flygtninge, Førtidspensionister, Gadebørn, Gale, Genier, Græsrødder, Grønlændere, Gøglere, Handicappede, Hjemløse, Kunstnere, Landevejsriddere, Lesbiske, Læger, Lærere, Oprørere, Ordblinde, Posedamer, Tosser, Transkønnede og mange flere.

En vild men også skøn opremsning, også fordi det eren påmindelse om de vigtige spørgsmål, som også en dansk forfatter, Leif Panduro yndede at stille.  Han forholdt sig meget kritisk til samfundet og dets etablerede normer og omgangstoner og undrede sig over:  Hvad er normalt og unormalt?

I novellen ”Uro i forstæderne” understreger han dette, samtidig med at han støtter mine pointer, om hvor galt der kan gå, når vi blive frygtsomme og  ikke åbner os og lytter.

Novellen handler om en forstad, hvor alle er ens og pæne. De lever i deres egen velordnede hverdag og opfører sig altid anstændigt. En dag er en fremmed med toget, og de finder ud af, at han er flyttet ind i deres kvarter. Dette skaber stor uorden i deres tilværelse, og de begynder at mistænke den fremmede for at være kannibal.

Frygten griber forstadens.  Frygtens første offer er fornuften. Og de var nu ikke længere i stand til at lytte. Til sidst bliver det for meget for dem, og det ender med at de slår ham ihjel og spiser ham.

Frygten er en af de ældste og stærkeste følelser der kendes. Frygten for det fremmede, frygten for at blande sig, frygten for at nærmer sig det dæmoniske, det anderledes, gør at vi isolerer os, så vi ikke hører råbene, uanset hvor høje de er.

Det kan være invaliderende for vor livskvalitet, vor adfærd og vore handlinger. I frygtens hale ligger nemlig foragten. Når vi er grebet af frygt, næres hadet og alt bliver til ”sort eller hvidt”, eller ”dem og os”.

Fortvivlende er det, og værd at mærke sig, at den der kan styre frygten i et samfund, er også den der har magten over samfundet.  Frygtens politik har spillet en stor rolle igennem de sidste 11 år, nogen har sagt, at vi har befundet os i frygtens årstid. Og dermed få jeg lejlighed til at lufte en af mine andre kæpheste,

Hvor det for mig at se, er klart at terror- og kriminalitetsfrygten hos et flertal af vore politikere vejer langt tungere end respekten for grundlovens frihedsrettigheder og for vor retssikkerhed. Og retssikkerheden er som Grundloven også fastslår betingelsen for et værdigt liv. Lighed for loven - er betingelsen for et værdigt liv, og er den fraværende, er demokrati og ens personlige sikkerhed truet.  

Det stærkeste våben vi har i etableringen af vor modstandskraft, i vort arsenal mod krænkelserne af vor fundamentale menneskerettigheder ot til at blive hørt, er Grundloven, der netop er den formelle ramme om vort demokratiske system og de vigtige spilleregler for dit og mit velfærd.

Grundlovsdagen er en påmindelse om, at det, at kæmpe for disse idealer gælder for os alle, minoritet som majoritet, men også om, at vi bruge vor rummelighed og evnen til at leve med, og respekterer andre kulturer, religioner og vore forskelligheder.

Og sidste men vigtigst, at demokratisk ansvarlighed starter med viljen til at lytte og måske forstå ordene inden de bliver for høje.

God Grundlovsdag 

 

Hans Jørgen Bonnichsen

˛
DSC1060wBonnichsentaler
˛ DSC1060wBonnichsentaler