TALE I DEN GRÅ HAL, D. 1. JULI 2012

Af Britta Lillesøe, Christianias Kulturforening

Christiania var engang et socialt eksperiment, groet ud af den danske demokratiske virkelighed – og det er vi super taknemmelige for!

Men nu er vi ikke længere noget eksperiment. Vi er en kulturel øvelsesplads - EN EKSPERIMENTAL ZONE – stik modsat EN METROPOL ZONE – som var fhv. teknik- og miljøborgmester Klaus Bondams opfindelse – og som ligger inde ved Rådhuspladsen, hvor de bygger alt for højt og alt for grimt.

Vi christianitter har igennem meget lang tid været en truet befolkningsgruppe – en slags stamme. Derfor føler vi stor samhørighed med de oprindelig folk og deres kampe for at bevare deres kulturer.

Man kan kalde Christiania for en bystamme tilhørende en bevægelse bestående af både de oprindelige folk og af frie kulturelle steder i verden – på Moder Jord. Christiania er slumstormens yderste sejr!

Christiania, som en sammenhængende ORGANISK bydel, har værdier, der skal udbygges og burde implementeres ude omkring i verden og i de nære samfund.

Her er børn, unge og gamle integrerede i et nabofælleskab – og kulturlivet blomstrer til glæde for ikke kun beboerne, men for hundrede tusindvis af besøgende hvert år.

Den stadige mediestorm – og negative omtale i forbindelse med det åbne hashmarked på Christiania – har i meget stort omfang gjort, at dele af den danske befolkning – og i særdeleshed de danske politikere – ofte har overset det fantastiske potentiale, der findes i vores lokalområde.

De har spindoktorer, det har vi ikke. Mange medier har i al for lang tid enten misforstået eller bevidst fordrejet argumenterne for Christianias eksistens på egne præmisser.

Christiania har til gengæld fantasien. Hun er et kunstværk – et levende et – en BYBIOTOP – en helhed med mennesker, dyr, planter, huse – det liv, der leves...

Kunstværket er i evig bevægelse. Et eksperimentarium. Fristaden folder sig ud...

Her er et vækstlag for kunstnere og livskunstnere – unge og gamle, der arbejder sammen om projekter. Ja, her kan vi side om side med ligesindede udvikle os og gøre ting på vores helt egen måde...

Vi er på én gang både kunstnere og organisatorer, og vi lever midt i et naturligt miljø, hvor mennesker kan mødes for at udveksle idéer. Det er sådan, nye projekter bliver født – når rammerne er der... Man kan bedst beskrive Christiania som et kulturværksted, der er med til at udfylde det kulturelle tomrum i dagens Danmark.

Christiania & Omegn er et miljø med et kæmpe potentiale af mange farver og facetter – et miljø, hvor det ikke er pengene, der styrer, når man får en god idé, men ånden – et miljø, der rækker langt ud over selve Christiania. ’Christiania er større end Danmark’ skrev vi allerede i 1976 på bagvæggen i Den grå Hal.

Fristaden rummer den store legeplads for alle slags kulturfolk, hvor det umulige kan lade sig gøre... Og københavner-ungdommen elsker det – også hr. og fru Hansen... Det er ligesom vores fælles drøm, vi skal afprøve og udleve her...

Christiania har altid helt af sig selv formået at blande de såkaldte ressource-svage beboere sammen med de såkaldte ressource-stærke beboere. Noget, der sjældent er lykkedes andre steder.

Det positive møde mellem modsætninger danner grobund for et kunstnerisk hverdagsliv, der understøtter og udvikler de mest forskelligartede udtryk. Skønhed er lige så vigtigt som funktion! Lev livet kunstnerisk!

Derved fremelskes de livgivende sider ved storbylivet – med de muligheder, der ligger for at kunne leve ’det gode liv’. Det er her, Christiania har sin rolle at spille – med den store erfaringsballast, som er indhentet gennem de snart 41 år, Fristaden har eksisteret...

Christiania har mange udøvende kunstnere. Heraf mere end halvtreds malere, billed----huggere og beslægtede fag. Variationen i de forskellige udtryk er i sig selv et vidnesbyrd om det kreative liv på Fristaden. Blandt denne flok af udøvere findes ikke mange, som er etablerede i det kunstneriske hierarki uden for Christiania.

Megen af Christianias kunst er nemlig ’folkekunst’ – kunst, der skabes og sanses, bruges og fornemmes i en umiddelbar oplevelsens og nydelsens økonomi. Christiania er ved at udvikle sig til en blanding mellem Montmartre i Paris i sidste halvdel af 1800-tallet og en landsby på Bali – med et lille drys af guldalder- og skagensmalere...

Der er miljø på ’drengen’ herude med en perlerække af gallerier, atelierer, kunst- og malerværksteder, et forsamlingshus, musikgrupper og -spillesteder, lydstudier, teatre, teater- og cirkusgrupper, en biograf, sportsklubber, natkirke, Radio- og TV-station, en masse håndværksteder, snedker- og andre værksteder, klubber for de unge og for de gamle, en regnbuehær, mands- og kvindekor – ja, et utal af foreninger og klubber - og meget, meget mere. Alle disse tilbud bliver flittigt brugt af både inden- og udenstads godtfolk og kunstnere. Mennesker mødes – og sød musik opstår...

Fristaden har gennem årene været i forreste række som eksperimentarium for tidens kulturelle strømninger. Tænk bare på Teatergruppen Solvognen, den berømte Pedersen-cykel, de forskellige ladcykelmodeller, cykelanhængere, flere kendte musikere, musikgrupper og andre, der har trådt deres barnesko på Christianias mange scener, multikunstgruppen Half Machine, nycirkus-gruppen Cirkus Spektaculum osv., osv. ...

Siger man, at man vil give plads til forskellighed – til det anderledes – så skal man ikke indskrænke rammerne for udfoldelsen af denne forskellighed...

Christiania er snart det eneste sted, hvor kunsten kan udfolde sig frit... Mange andre steder bliver den kvalt i regler og mangel på støtte... Det er især gået ud over de små teatre og kultursteder – selve vækstlaget – grobunden for den nye kultur...

Christiania er måske den sidste KULTUR-BASTION...

Vi må vise, at det kan lade sig gøre at lave god og ikke for dyr kunst og kultur, hvor folk selv er med i processen – hele vejen rundt.

Og vi må lade de gode idéer komme frem før ’hvad-koster-det-tanken’ – og lære at holde tanken klar om selve idéen og så visualisere den – derefter kommer den fysiske del helt af sig selv...

Vi har altid haft en livlig kulturudveksling med andre lande. Særlig ivrig med Tanzania og Tyskland – det fjerne og det nære...

Som minination har vi skabt vores eget kulturelle udenrigsministerium. Her ses udvekslingsrelationer, der forbinder det danske kollektivmiljø og Christiania med kulturmiljøer, øko-landsbyer, fristeder, oprindelige befolkningsgrupper og organisationer over hele verden.

Her i Fristaden findes en lang tradition for gadeteater og farverige optog. En del af inspirationen fås gennem samarbejdet med bl.a. afrikanske dansere og dansegrupper, indianske og grønlandske venner og andre af de oprindelige folk...

Christianias malere har besøgt sammenslutninger af afrikanske kunstmalere, som så er kommet herop på besøg for at udstille deres værker på det største af vore gallerier, Gallopperiet, Stadens Museum for Kunst. Sidst var Fristadens kunstnere inviterede til at afholde en stor udstilling i Vilnius i Litauen.

Det moderne samfund har åndenød. Derfor søger mange af os at arbejde udfra de traditionelt mere kvindelige værdier som omsorg, tilgivelse og kærlighed. Disse hårdt tiltrængte værdier er i høj kurs lige nu og omtales sædvanligvis som ’de bløde værdier’. Mange søger en spiritualitet – ikke en religion!

Den forrige Regering slog på krigstromme for en kulturkamp. Vi behøver ikke kæmpe for kulturen. Vi er selv en del af kulturen...

Vi vil ikke lægge skjul på eksistensen af problemer på Christiania – til tider endog meget store problemer – men alligevel påpege det interessante i måden, hvorpå vi forholder os til dem – og prøver at løse dem.

Vi mener, at man først og fremmest må finde løsningerne på stedet. Det vokser man af og det skaber samtidigt en rummelighed og en tolerance over for andre mennesker.

Det hjælper ikke noget, at vi ’eksporterer’ de problemer, der måtte være – det bliver de ikke løst af – højst til besvær for andre.

Vi er nu engang dem, vi er, og vi må finde ud af det sammen. Og en kæde er ikke stærkere end det svageste led...

"Hvis du vil leve uden for loven, skal du være ærlig", sang Bob Dylan. Og den sætning ville jeg ønske, at de mest utilpassede af rødderne nede i Pusher Street kunne lære udenad og leve efter!

I Fonden Fristaden Christiania sidder en arkitekt, der underviser ovre på Arkitekskolen, Merete Ahnfeldt-Mollerup. Hun har studeret fonde i forbindelse med bosteder og hun er ekspert i de sociale byrum. Hun gav os i 2004 nogle gode råd og tanker i forbindelse med en fondskonstruktion. I sin ansøgning om at komme med i Fonden Fristaden Christianias bestyrelse sidste år skrev hun bl.a.:

“(…) I mine øjne ændrer de nye villkår ikke ved, at det er fællesmødet, der beslutter tingene på Christiania. Det bedste ville være, hvis den kommende bestyrelse nærmest var usynlig. Når jeg stiller op er det for at understøtte den størst mulige selvforvaltning. Men jeg ved også at den kommende bestyrelse vil have et stort ansvar, og at der kan opstå svære spørgsmål.

Gennem mange år har jeg forsket i forskellige former for demokrati og selvforvaltning. Blandt andet har jeg fortalt om fondsmodellen, som jeg har studeret den andre steder. Det gjorde jeg på ‘Christianias Ambassade’ i Overgaden - Institut for Samtidskunst. på udstillingen’Christiania Oven Vande’, i juni 2004.

Gennem min forskning har jeg lært en masse om ikke at være bange for uenighed eller for processer. Det er fint, at ting er svære. Men man kan også blive meget træt af en lang periode med kampe.

Nu er det vigtigt, at anerkende at Christianias beboere har været gennem en meget lang krise, og har behov for ro og tryghed. Men det er også vigtigt at huske, at en vigtig del af Christiania er mangfoldigheden og uenigheden. (…)”

Merete Ahnfeldt-Mollerup

Til sidst vil jeg komme med nogle tanker om det sociale og kulturen – og nogle idéer, som vi sammen kan drømme om:

Vi skal finde en måde, hvorved vores ’adelsmærke’ den naturlige blanding mellem de såkaldte ’ressourcesvage’ og de såkaldte ’ressourcestærke’ beboere sikres for fremtiden. Denne naturlige blanding er vores etiske grundlag – fundamentet for det meningsfulde liv...

Det er vigtigt, at ikke alle rum bliver inddraget til boliger, der skal være plads til værksteder, gerne store rum, med plads til udfoldelse, og til at skabe store gadeteaterfigurer f.eks. Også til at opbevare scenografi, kostumer og andet grej.

Vi kunne lave en slags skole eller højskole for Fristadens værdier – en selvforvaltningsskole med en udannelse i Christiania-færdigheder a lá kaospilotuddannelsen – bare i vores regi.

For Christiania har været en læreplads for mange – en livets højskole...

Enhver virksomhed med respekt for sig selv har en udviklingsafdeling. Lad Christiania være firmaet Danmarks udviklingsafdeling!

LAD OS DERFOR SAMMEN DANNE EN KULTUR-TÆNKETANK – navnet kunne være FRISTEDSTANKEN!

Her kan vi i fællesskab prøve at formulere grundlaget for en ny lov for Christiania – EN FRISTEDSLOV, som FLAGSKIB FOR ALLE ANDRE FRISTEDER I LANDET. LOVEN MÅ FØLGE VIRKELIGHEDEN.

Christiania – og andre mindre fristeder fungerer som en ventil på samfundets trykkoger.

Derfor er Fristeder en nødvendighed... Gode rammer skaber gode mennesker…

Men vi skynder os langsomt – fuglen og den fattige skal også være med...

Alle kigger på os under lup

hvis vi træder lidt forkert blir' de vrede

fordi vi ikke lever op til deres egen

helt private drøm

som de ikke selv tør leve ud

og som de derfor frækt forlanger

at vi skal leve for dem

Vi har ærligt levet

uden for loven

befriet fantasien

bygget op

og revet ned.

Mens de andre skreg:

“Luk lortet!” –

blev vi ved

at bygge op

og rive ned.

Christiania blir' ved at bestå

Som en drøm

om en fri stad.

Christiania, du er drømmen –

den drøm, der bor i os alle

som vi får lov til at leve her

på dette stykke jord.

Christiania, du er eventyrets land,

hvor alt kan ske.

Vore frø ligger i din jord –

de blomstrer, dør

og kaster nye frø.

En jord fuld af tanker.

Alt vender tilbage...

( Fra stykket ‘Åndernes Sus’, skrevet af Britta Lillesøe i anledning af Christianias 25 års jubilæum i 1996).

Og lad os så sammen råbe hurrah for de frie kultursteder i verden!

Hurrah, hurrah, hurrah!