Grundlovstale 5. Juni 2010

Af: Sherin Khankan

Religionssociolog, forfatter, foredragsholder, samfundsdebattør og stifter og talskvinde for Kritiske Muslimer.

 

”Hvis Mennesket Vidste hvad Sand Tillid er”

 

Denne dag handler dybest set om eet afgørende forhold der ofte har optaget menneskeheden. Hvordan kan vi leve sammen og hvem har retten og dermed magten til at definere hvad der skal gælde som universelle principper for et samfund.

 

Mit navn er Sherin Khankan. Jeg er en halfie- ikke helt af noget altid halv af noget. En halv. En minoritet.......en forbandet og udskældt minoritet. Nemlig den voksende minoritet af aktive muslimer i Danmark. Jeg er født mellem kristendommen og islam mellem Øst og Vest. Min mor er fra Finland og kristen min far er fra Syrien og muslim. Siden jeg var barn har jeg været tvunget til at balancere forskellige ideer om hvad der er værdifuldt....Spørger man dem som har levet og overlevet de sammenstød som ethvert møde mellem forskellige kulturer og religioner fører med sig...... om hvordan de formår at balancere modsætninger.... så er svaret: hvis mennesket blot turde praktisere sand tillid, ville det ikke have behov for at dominere og reducere sit medmenneske. Sand tillid handler om at turde give og turde miste retten til alene at definere hvad der er værdifuldt..... Sand tillid er at elske folk, sådan som de viser sig for os, og ikke sådan som vi ønsker at se dem. Sand tillid refererer til pligten til at finde alle

mennesker værdifulde - værdige til at blive æret, elsket, værdsat og

beskyttet. Jeg tror på at sand tillid er det bærende element i ethvert samfund og ethvert møde mellem mennesker.

Ofte er jeg blevet spurgt om hvor min loyalitet ligger? I øst eller vest? I Den danske Grundlov eller i Koranen? Spørgsmålet er absurd og forudsætter at mennesket ikke er i stand til at elske og ære flere ting på en gang.

 

Den 5. Juni 1849 underskrev Frederik den 7. Danmarks Riges Grundlov og gav den derpå til folket.

150 mænd havde vedtaget de bestemmelser der skulle redde Danmark fra at være et monarkisk diktatur i hvert fald på overfladen.

Før Grundloven havde kongen enevældig magt og dele af den intellektuelle elite higede efter en ny samfundsorden med ytringsfrihed som det bærende element.

Men kongedømmet fik lov at bestå og gå i arv med Grundloven.

Selvom Grundlovsdagen markerer en hyldest til demokratiet og frihedsrettighederne nævner Grundloven ikke ordet folkestyre eller demokrati. Grundloven siger intet om at folket er suverænt. Folkestyret blev ikke indført med Grundloven i 1849 eller 1953.

Den moderne forståelse af et demokrati som bl.a. retten til kritik og kritik af selve kritikken, social solidaritet og hver mand en stemme var ikke tilstede i den oprindelige Grundlov af 1849.

Her besluttede den ledende forsamling af mænd at kun udvalgte grupper skulle have stemmeret. Fruentimmere (kvinder), folkehold (tjenestefolk), fattige, fallenter (konkursramte) og fjollede (sindssyge), de såkaldte fem f er skulle ikke have valgret.

Grundloven var dermed i sit ophav og spæde begyndelse et delvist antidemokratisk projekt.

Den tildelte oprindeligt kongen den højeste myndighed. (Paragraf 12)

Salmedigteren, præsten og frihedskæmperen Grundtvig som var en del af det ledende råd som arbejdede på at formulere Grundloven valgte selv at stemme imod Grundloven som den endte med at blive udformet.

Konkrete eksempler på at Grundloven er utidssvarende er f.eks. paragrafferne om monarkiet og folkekirkens særstatus. Et forhold juraprofessor og tidl. justitsminister Ole Espersen også hævder.

Grundlovens beskyttelse af monarkiet er i sin kerne i strid med ideen om at alle mennesker er født frie og ligeværdige. Således er vores prins af Danmark 2010 ikke en prins af tiden som ofte hævdet i medier og af royale eksperter. Han er snarere en prins af folket hvoraf majoriteten passivt og vellystigt accepterer ideen om at være undermennesker. En prins af tiden ville bortkaste titlen som kommende konge og gøre Danmark til et ægte solidarisk samfund der lærer vores børn at alle mennesker er født frie, lige og dermed er ligeværdige. Det er en kendsgerning at mange politikere ikke ønsker at ændre denne paragraf i Grundloven og dermed afskaffe Monarkiet.

Et andet eksempel på at Grundloven er utidssvarende er Fastholdelsen af Folkekirkens særstatus og forrang i forhold til andre religioner. Dette er i strid med et sekulært demokrati. Danmark er ikke et sekulært demokrati som vi ofte hævder. Sekularisering indebærer et opgør med at religion har særstatus eller forrang både i forhold til den politiske proces men også i forhold til andre religioner. Paradoksalt i denne sammenhæng er det at det netop er de samme danske politikere der argumenterer for at fjerne troen fra det offentlige rum- (især islam) som samtidig fastholder folkekirkens særstatus.

Tørklædet problematiseres som et led i debatten om troen i det offentlige rum og reducerer muslimske kvinders muligheder for at finde arbejde.

Danmark bevæger sig ofte efter den franske model hvor religion især islam betragtes som et onde. I strid med MR artikel 18.

Det er på tide at revidere Grundloven i forhold til den tid og det samfund vi lever i således at den sikrer lige rettigheder for alle. Hvis ikke mister den sin gyldighed, universalitet og ikke mindst sin ALVOR. Dette at man føler sig forpligtet af den og respekterer den. Grundtvig hævdede ligeledes at danskernes mangel på alvor ville føre til landets undergang.

Den danske Grundlov er den mest utidssvarende grundlov i Europa da den implicit forsvarer ideer og værdier som undergraver ideen om ligeværdighed- kernen i et moderne demokrati.

Grundlovsdagen rejser således temaer der rammer ind i det moderne menneskes diskussion om samvittighed, magt og ansvar. Debatten om fordeling og magt.

Er vi f.eks. gode nok til at fordele verdens goder. Der er faktisk ressourcer og mad nok til alle. Problemet er fordeling. Det er længe siden at førende økonomer og magtfulde verdensledere har søgt at omstrukturere fordelingen af verdens goder. De store revolutioners tid er død. Længe leve kapitalismen. Den nye generation af unge mennesker er med få undtagelser gået i forældregenerationens passive tavse fodspor.

Et eksempel kan være når elever fra den danske ”landsbyskole” finder vej til politisk magt og praler af at Danmark er en af verdens førende velfærdsstater. Med fri uddannelse, hospitalsvæsen og et ”usignifikant” antal hjemløse. Denne betragtning anskues i lyset af en sær form for nærhedsetik der betragter næstekærlighed som et kategorisk imperativ der kun inkluderer den som fysisk er tæt på en selv. Ja vist er vi en af verdens førende stater når det kommer til velfærd. Men er det noget at prale af når dette førerskab håndhæves på bekostning af tredje verdens landes fattigdom. Man kan ikke betragte velfærd isoleret fra resten af verden. Det er udelukkende et spørgsmål om held at vi fødes på et sted hvor vi har magt og midler til at definere hvor meget vi vil bidrage med til verdens mindre heldige beboere. Vi arrangerer landsindsamlinger der mere handler om glamour og vores egen generøsitet end det faktum at ingen virkelig ønsker at tage skridtet fuldt ud og sikre lige rettigheder og levevilkår som en permanent løsning for alle. Dette kan selvfølgelig kun ske ved at aflive menneskesynet bagved det kapitalistiske system. Hvem vil det? Lykke og velstand betragtet isoleret giver kun mening isoleret. Den manglende evne eller vilje til at se sin egen skæbne som en del af et større fællesskab er et tema der ofte har optaget filosoffer som f.eks. Emmanuel Lévinas og K.E. Løgstrup. Ikke mindst Professor og filosof Peter Kemp påpeger, at vi i Danmark kan lære noget fra andre kulturer. Han fremhæver fællesskab og enhed som en mangelvare i den danske ”landsbyskole” og efterlyser en verdensborgerskabsetik der forener nærhedsetik med afstandsetik. En etik som skal udbredes i klasseværelset allerede i folkeskolen.

Vores menneskesyn præger den måde vi vælger at behandle vores medmennesker på.

Motivet bagved enhver handling er afgørende i den forstand at motivet skaber karakteren af vore handlinger.

 

Et eksempel på vigtigheden af at blotlægge sammenhængen mellem motiv og handling er krigen mod Irak.

Krigen i Irak var en Konfrontatorisk krig som har haft de mest alvorlige konsekvenser for Danmark, Europa og MØ.

Vi gik i krig på forkerte præmisser og Fogh vidste det udmærket, Derfor tav han om Masseødelæggelsesvåbnene i Folketinget. I offentligheden var det derimod hans stærkeste argument. (Jævnfør Foghs glemte tale på youtube)

Det vestlige demokratiprojekt som vi forsøger at eksportere til den muslimske verden er et konkret eksempel på den vestlige verdens overherredømme-mentalitet. Der er således ikke kun tale om at vi vil eksportere demokrati vi vil også diktere præmisserne for demokratiet. Ideen om at vi har pligt til at redde den muslimske verden fra dens eget forfald har fatale konsekvenser for de konkrete handlinger der udspringer af dette menneskesyn. Afghanistan og Irak er de seneste eksempler. Den lille mand der knap er fyldt 19 år bliver soldat og herre på en dag. Nogle soldater er begyndt at konkludere at de gør mere ondt end godt i Irak. Samt at de bruger mere tid på at beskytte deres egne liv end menige irakeres fremtid. Dokumentarfilmen Armadillo er det seneste vidnesbyrd om at det ikke kun er ”vores tilstedeværelse i Irak som er dybt ulogisk og umoralsk men også vores tilstedeværelse i Afghanistan.”

”Krigen mod terror” baseres på forestillingen om, at der findes en terrorismestrategi, som ønsker at ramme den vestlige verden generelt. Derfor vil man besvare denne med en angrebsstrategi. ”Krigen” defineres også som en kamp om værdier. En moderne revolution. Nu er der pludselig noget at kæmpe for. Det er vore værdier der står på spil.

Regeringen og DF taler ofte om værdier så som demokrati, MR, Ytringsfrihed som var de specifikt vestlige, danske kerneværdier og ikke universelle værdier.

Især DF taler om værdikampen med en selvhøjtidelighed som var det deres egen opfindelse.

Monopoliseringen af værdier som demokrati gør det som er universelt til noget nationalt. Konsekvensen er at der manipuleres modsætninger ml. Islam/demokrati dem /os Tro/sekularisering. Man hævder at værdierne er vores og at andre er imod vores værdier.

De som nægter at være slaver af det vestlige demokratiprojekt som det praktiseres i dag i MØ udgør en trussel fordi de svarer igen. Fordi de ikke betjener vores storslåede ”krig mod terror” med taknemmelighed og et smil.

 

Filosoffen Albert Camus sagde således:

Jeg ved godt, at man ikke kan undvære det at herske eller blive betjent. Ethvert menneske har samme behov for slaver som for frisk luft. At byde, det er at trække vejret, er De ikke af samme mening? Og selv naturens ynkeligste stedbørn får lejlighed til at trække vejret. Selv den, der sidder på samfundets nederste trin, har dog kone og børn. Hvis han er ungkarl, så en hund.... Mellem os sagt er slaveriet, helst det smilende slaveri, uundgåeligt. Men vi bør ikke indrømme det. Når man nu engang ikke kan lade være med at holde slaver, er det så ikke bedre at kalde dem frie? For princippets skyld og for ikke at tage modet fra dem... På den måde bliver de ved med at smile, og vi kan glæde os over vor gode samvittighed. (Albert Camus, Faldet)

 

En af de vigtige opgaver består i at opløse alle de modsætningspar som vi mennesker er med til at manipulere.

Vi lever i trusselsargumenternes tid. Trusselsargumenter er baseret på følelser og dermed ofte irrationelle. Jeg vil gerne aflive myten om at islamisme- den nye store verdensfjende- er en trussel mod verdensfreden og de verdslige demokratier......det er ganske enkelt ulogisk og noget vrøvl. Nogle former for politisk islam er en trussel og nogle former er ikke en trussel.

Politisk islam kan være en trussel ikke på grund af drømmen om et alternativt samfundssystem men grundet den dogmatisme og bedrevidenhed der præger disse gruppers livsopfattelse.

Den store trussel findes i øst såvel som i vest. I dansk politik såvel som i islamistiske bevægelser. Truslen i moderne demokratier ligger i alle former for dogmatismer, uanset om disse er religiøse, politiske, ideologiske eller filosofiske.

Den marrokansk fødte Mohamed Choukris berømte novelle ”Lille Paradis” er en fortælling om frihed set i forhold til begreber som, dogmatisme, autoritet og censur. Historien beretter om en ung mand, som bliver udvist af Paradis fordi han føler sorg, længsel og tvivl. Dette er der ikke plads til i Paradis fortæller Guds vogter, idet han udviser den ulykkelige mand. Den unge mand trygler om en ny chance men vogteren viser ingen nåde og udvisningen ligger fast. Samtidig bliver en ung kvinde ligeledes bedt om at forlade Paradis. Kvinden beder om tilgivelse og spørger hvori hendes forbrydelse består. Vogteren af Paradis svarer at man har bemærket at kvinden føler sorg, længsel og tvivl på trods af den uendelige mængde af mælk og honning som flyder i paradisets haver. Samt at hun ikke har fundet sammen med de andre beboere af Paradisets have. Ved Paradisets port får den unge mand og kvinde øje på hinanden og al tvivl, sorg og længsel som de har følt ophører med at eksistere. Den unge mand omslutter kvinden der i det samme kommer i tanke om at de er blevet udvist. Hendes øjne bliver atter mørke og tårer falder fra hendes øjne. Men den unge mand tager hendes hånd og siger roligt: vær ikke ulykkelig. Jeg finder et nyt paradis til dig uden nogen Gud og uden nogen vogter.

Pointen i Historien Lille paradis, er at Gud er barmhjertig og ”Lille Paradis” er blot en tom skygge af det virkelige Paradis som er kendetegnet ved Guds uendelige nåde og evne til at rumme mennesket i al dets mangfoldighed og i al dets fejlbarlighed.

(Det er mennesket der tolker Gud i en usympatisk retning fordi vi ikke er i stand til at rumme ideen om Guds barmhjertighed og fordi vores egen manglende evne til at udvise hinanden sand tillid smitter af på vores forestilling om det Guddommelige.)

Pointen er også at enhver form for dogmatisme må forkastes. Uanset om dogmet skulle handle om at vi SKAL være lykkelige. Det danske samfund må ligeledes forkaste myten om at vi er verdens lykkeligste folk. Vi har en af verdens højeste selvmordsrater - måske fordi ungdommen ikke kan finde sammenhæng mellem den ydre lykkelige fortælling om hvordan et lykkeligt folk skal føle og agere og det indre kaos der skabes ved de store forventninger til det lykkelige folk.

Mohamed Choukris ”Lille Paradis” deler mange lighedstræk med den moderne verden. Formynderiet, censuren og mistilliden er overalt. Vi møder hinanden med en gennemgående mistillid. Mennesker kontrollerer mennesker. Den lille autoritet vokser sig større og forplanter sig i hver menig mand og kvinde. Når vi krydser grænser står vi i kø som dyr og venter på det omfattende ”check in”. Uden at give det videre tanke hvor absurd det i grunden er at vi er nået til et punkt hvor vi spejder efter potentielle fjender iblandt de hvide får og forventer det værste af vore medmennesker. Vi har skabt et lille paradis med vogtere. Vi tror at vi kan udrydde vore ”fjender” ved at gennemføre en politik hvis højeste mål er ensretning og som giver staten ubetinget ret til at kontrollere, aflytte, diskriminere og i værste fald i visse tilfælde myrde dets borgere hvis mistanken om potentiel terror er bakket op af tilstrækkelig stor bevisbyrde og andre freds og demokratisøgende stater. De som sidder på vidensproduktionen, historieskrivningen og dermed magten er med til at bestemme hvem der er terrorister og hvem der er ofre. Hvis man har udenlandske stempler i sit pas, er af hankøn med mørke øjne og mørk hud og ejer et fremmedklingende navn kan man regne med en særlig intens behandling i de moderne lufthavne der fører til Paradisets haver.

Den moderne verden er et lotteri. Det er kun et spørgsmål om held eller uheld hvor man fødes. Er man den heldige vinder af retten til at føre pennen og dermed kunne bestemme hvem der er gode og hvem der er onde. Eller er man uheldig og fødes til indespærring, til at stå i kø som slaver der venter på tilladelse til at krydse de menneskeskabte grænser i ønsket om at komme på arbejde eller købe ind til den daglige madlavning. Eller til fattigdom og døden.

Nutidens forbrydere er med Albert Camus ord” ikke værgeløse børn, der anråber om kærlighedens tilgivelse. De er tværtimod fuldvoksne, og deres alibi er urokkeligt; nemlig filosofien, som kan bruges til alt, endog til at forvandle mordere til dommere.”

Verden er fyldt med små paradiser og disse er fulde af små oprørere der vokser sig større dag for dag i drømmen om at vende alt på hovedet eller stikke af fra Gud, Farao og vogterne af Paradis.

Tydeligt bliver det at et menneskes ide om Paradis er et andet menneskes politiske fængsel. Således er vi mennesker stadig langt fra at skabe Paradis på jord. ......

 

Sherin Khankan