Grundlovstale

Preben Brandt; Christiania. 05. juni 2009

 

Jeg forestiller mig altid, at det er i Grundloven man skal finde beskrivelsen af den styreform vi har her i landet. Det der står om den sag er, at vi lever i et monarki - begrænset ganske vist, men alligevel!

Men vi ved jo alle, at det er et demokrati vi lever i - og vi håber eller tror - at det er et demokrati, hvor alle har lige ret og nyder de samme goder.

Men også et demokrati kan have sine begrænsninger. Først ved grundlovsændringen i 1915 fik alle valgret, eller stemmeret, som vi almindeligvis kalder det. De der tidligere havde været undtagne var kvinder, tyende og fattigfolk

 

Sådan her har der stået siden 1915:

§ 29: ”Stk. 1. Valgret til folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og nået den i stk. 2. omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort.”

Nu godt 90 år senere har den overordnede lighed (retten til at være med til at bestemme) ikke medført en reel lighed. Vi ved alle at der er socialt betingede kønsforskelle. Tyende har vi vel ikke meget af (dog au-pair og andre migranter). Fattige og socialt udsatte er stadig på mange områder sat uden for fællesskabet og uden samme goder og indflydelse som flertallet.

Er det retfærdigt? Og er det udtryk for et ordentligt demokrati, at de fattige, de der lever af offentlig hjælp stadig i dag ville kunne fratages deres valgret ved en ret simpel beslutning fra Folketingets side. Hør her resten af Grundlovens §29: ”Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.”

Folketinget ville altså, alene gennem at et almindeligt flertal, kunne vedtage en lov, der fratog nogle borgere deres ret til at stemme.

*

Retfærdighed talte jeg om: det er vel at få tilgodeset sine rettigheder. Og som regel kræver det noget tilbage: Man må også påtager sig et (sit) ansvar. Det nævner Grundloven også: § 75, ”Stk. 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.

Stk. 2. Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder.”

Vejledningen til Retssikkerhedsloven præciserer samtidig borgerens eget ansvar: ”Borgeren har det primære ansvar for sin egen situation, og i mange tilfælde er det også vigtigt, at borgeren selv sætter sig nogle mål og træffer sine egne beslutninger, som skal støtte målet og hensigten med hjælpen. Hvis borgeren ikke bliver inddraget i og får medindflydelse på sin egen sag, er det naturligvis vanskeligt for borgeren at påtage sig dette ansvar”.

Vi bliver i vores samfund, som bygger på en kapitalistisk individualisme i stadig stigende grad stillet over for kravet om, at ansvaret for vores liv er vores eget. Vi er på vej mod en tid, hvor man hyppigere og hyppigere vil sige: ”det er din egen skyld” hvis det går galt, uden at skelne mellem de, der har overskuddet til at påtage sig ansvaret og de der ikke har resourvcerne.

Hvad nytter lighed - eller lige ret og ansvar - hvis man ikke har lige forudsætninger?

*

Jeg er så gammel at jeg lige kan huske en magtfuld, men relativ lille overklasse og en også ret beskeden mellemklasse af embedsmænd, og så var der et stort proletariat, som også indeholdt et mindre pjalteproletariat

De sidste 60 år er rigdommen vokset, vi svømmer i goder og vi har en næsten uhindret adgang til informationer og kultur. Det kombineret med rettigheder og ansvar kan vel ikke andet end betyde et godt, ja et meget godt samfund at leve i for alle.

Samtidig er mellemklassen og en stor del af proletariatet smeltet sammen i middelklassen. En kæmpestor, veluddannet og derfor magtfuld middelklasse.

På hver sin side af den er der en overklasse og en underklasse - og den underklasse er dybt underprivilegeret

Jeg ser det sådan at middelklassen forsøger at bevæge sig hen mod overklassen og skaffe sig de samme privilegier som den.

Rigdommen vokser - og det er overklassen og middelklassen der bliver rigere og rigere. 3% lønstigning giver altså mere, når man tjener 35.000 kr end hvis man tjener 17.000 kr pr måned

Og for de fleste betyder øget rigdom også øget grådighed. ”Mere vil ha' mere” er jo en velkendt talemåde.

Med rigdommen følger også øget krav om sikkerhed, pænhed og effektivitet. Og derfor om at det forstyrrende og anderledes skaffes af vejen.

*

Men hvad så med solidariteten? Den er vel en af velfærdssamfundets grundpiller.

I nogle årtier i slutningen af 1900-tallet var den absolutte solidaritet idealet og var styrende for måden vi indrettede samfundet på. Skolerne, sygehusvæsenet, boligerne, økonomisk sikring ved manglende arbejdsevne. Alt var det tænkt ligeligt tilgængeligt for alle betalt af den fælles kasse.

Med den stigende rigdom har vi valgt at de goder i stigende grad er sat til salg til dem der har råd til at købe sig ekstra fordele: privatskoler, sundhedsforsikringer, pensionsforsikringer.

Solidariteten er der stadig, men man vælger at lukke sig om dem man ligner og at gøre solidariteten til noget man regner på og tænker over, altså således at man alene vælger at være solidarisk med dem, det kan betale sig at være solidarisk med: En refleksiv solidaritet.

*

Vi kan tilsyneladende sagtens leve med at nogle har det meget skidt.

Ikke fordi vi kan lide at nogle er i nød, men fordi vi enten finder gode forklaringer, der kan undskylde os: det er deres egen skyld, det er tabere, der må tage sig sammen osv. eller vi holder dem ude af syne i det moderne storbysamfund, hvor byerne bliver mere opdelte.

Det vi tilsyneladende lever med er:

- At en stigende fattigdom rammer voksne og børn

- At kontanthjælpsmodtagere presses (så lille ydelse som muligt)

- At børn der vokser op under vanskelige forhold er overrepræsenteret som underprivilegerede resten af deres liv

- At middellevetiden er vidt forskellig fra højtuddannede til lavtuddannde og det dårlige helbred sætter tidligere ind hos lavtuddannede i forhold til højtuddannede

- At byerne splittes op i attraktive bydele og uattraktive bydele.

- At ensretning og sammenhængskraft prioriteres højere end rummelighed

*

Det er så let at lægge skylden på andre for noget man ikke selv vil være bekendt.

Hvis vi ikke vil være den uretfærdige ulighed bekendt og vil have gjort noget ved det vil jeg lige minde om den § i Grundloven, som jeg også citerede i begyndelsen af mit indlæg:

§ 29, Stk. 1. Valgret til folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og nået valgretsalderen

Det er nok en regerings ansvar at passe på alle. Men det er os der vælger hvilken regering, der skal udføre arbejdet.

Ansvaret er vores. Det er os der afgør hvordan samfundet skal indrettes.

*

God Grundlovsdag